Gode Råd

 

Fodring

Din hvalp er fodret op med specialfoder hos opdrætteren. Det står dig naturligvis frit for, hvilken type foder du ønsker at bruge. Hvis du ønsker at skifte foder skal dette ske over en rimelig periode, hvalpens mave skal vænne sig til det nye foder og man må derfor ikke skifte over fra den ene dag til den anden, der skal gerne gå 4-5 dage.

Man kan i handlen få meget hundefoder og det er nærmest en jungle at kæmpe sig igennem. Det kan dog anbefales at gå langt uden om det billige foder i brugsen og Kvickly, da det ikke kan svare sig økonomisk, og hvorfor så ikke det. Det billige foder er baseret primært på affaldsstoffer og mange kornprodukter og vand. Hundene skal have en utrolig stor mængde for at få de nødvendige næringsstoffer (fedt, protein m.v.). Det kan ikke anbefales at fodre med dåsemad, da dette indeholder 80% vand og igen skal de have utrolig store mængder. (Hvad der kommer ind skal tilsvarende ud i den anden ende).

Et godt råd hvis du ikke ønsker at fodre videre med specialfoderet fra din opdrætter. Kontakt en dyrehandel gerne en specialforretning hvis der er en i nærheden, eller din dyrlæge.

Når du får din hvalp hjem har den været vant til at få mad 2-3 gange om dagen. Hvis det er muligt for dig er det en god idet at fortsætte med at fodre 2 gange om dagen (morgen og aften).

Fodret kan sættes i blød (kogt vand) og når det er kølet af kan det serveres. Bland A38 i maden gerne 1 gang om dagen. A38 er et godt tilskud og hjælper med at holde maven i balance.

Det er en god ide at lave morgenmaden klar om aftenen, idet hvalpen vanligvis vil være meget sulten om morgenen.

 

Godbidder

Som godbidder kan du bruge pølsestykker, ost, langsomt bagte leverstykker, Frolic eller alm. små hundekiks. De førstnævnte er absolut lækkerier. Du skal blot huske at trække lidt fra i foderet hvis du nogle dage giver hvalpen mange godbidder (evt. til træning). Hvalpen må ikke få søde sager - slik m.v. idet den også kan få huller i tænderne og endvidere er det ikke særlig sundt for hvalpen.

Kødben er ligeledes en delikatesse for hvalpen. Det kan anbefales at give hvalpen kalveklove hvis man vil undgå et stift og fedtet skæg som de får ved at spise almindelige oksehudsben.

Hvalpen må ALDRIG få kyllingeben eller fiskeben.

 

Pelspleje

Hvalpen skal børstes regelmæssigt ca. en gang om ugen. Vær ekstra opmærksom på filtre under ørene og i armhulerne og hvis de er langpelsede også på poterne (mellem de midterste trædepuder). Klip gerne pelsen under poterne ofte, så hvalpen ikke går på pelsen men på trædepuderne (man undgår således at der samler sig meget skidt og efterfølgende filter samt sne og isklumper om vinteren). På grund af Bouvierens lange skæg kan det anbefalese at vaske dette jævnligt, naturligvis efter behov. Det kommer hurtigt til at lugte og se usoigneret ud. Resten af pelsen skal vaskes efter behov. Hvalpen skal klippes ca. 4-5 gange årligt og oftere hvis du skal på udstilling. Til at ordne pelsen er en god kam med både smalle og brede tænder samt en karte en god investering. Husk jævnligt at efterse ører for snavs og rens dem efter behov - der findes speciel ørerens til hunde.

 

Renlighed

Når du skal lære hvalpen at være renlig derhjemme er det en god ide at lægge aviser ved hoveddøren, hvis det skulle blive nødvendigt for den at besørge inde.

Hvis du gør en ekstra indsats fra starten vil den hurtigt blive renlig.

Når hvalpen har sovet, spist og leget skal den ud. På den måde formindsker du eventuelle søer indendørs. Hvis hvalpen gør an til at sætte sig, må du hurtigt bære hvalpen ud eller hen på avisen. Ligesådan hvis den synker ned med bagkroppen for at aflevere en lille tår.

Hus at rose hvalpen HVER GANG den besørger udendørs.

Hvis hvalpen sætter sig og tisser inden døre kan du - HVIS DU SER DET - sige nej til hvalpen. Du må ikke begynde at skælde ud eller stikke dens næse ned i søen når den har være alene hjemme, den har glemt hvad den har gjort og vil derfor få en ubehagelig oplevelse sammen med dig, og det er jo ikke meningen!

Det er ikke sikkert at din hvalp vil besørge på gåturen - der er alt for mange ting der skal opleves.

Derfor; gå den samme tur ofte, så hvalpen kender ruten og ikke synes at alt er nyt og spændende hver gang. Efterhånden vil den så have tid til at koncentrere sig om at besørge på turen. Når det lykkes skal der roses, og turen kan efterhånden udvides.

 

Vaccinationer

Hvalpen SKAL vaccineres når den er 12 og 16 uger. 

Når den er færdigvaccineret som 16 uger skal den fremover have en årlig revaccination.

 

Ormekur

Du bør tale med din dyrlæge om forebyggende behandling med ormekur. Har du observeret orm kontakt snarest din dyrlæge.

 

Tænder

En hvalp har 28 tænder og omkring 4 måneders alderen begynder den at skifte tænder. Det blivende tandsæt består af 42 tænder. Under tandskiftet er det en god idet at "hjælpe" hvalpen evt. ved at massere tandkødet og hermed hjælpe til at tænderne hurtigere kommer frem. Du skal under tandskiftet være opmærksom på hvalpens ører - dvs. hvordan de sidder. Somme tider ændrer formen på øret sig i denne periode. For at undgå dette kan du massere brusket ved den fold der er på øret. Biddet skal enten være et saksebid eller tangbid.

 

Hvalpen i det nye hjem

Din hvalp er af en race hvor en af deres karakteristika er selvstændighed. Dette skal du huske på når du arbejder med din hund, dels for at kunne opdrage den positivt.

Den første tid i sit nye hjem vil den bruge til at lære dig og familien at kende og den vil undersøge huset/lejligheden og udendørsarealerne. Du kan hjælpe hvalpen med at finde sig til rette hurtigt, ved at rose og støtte den og vise den alle rum - i hvalpens tempo. Bliver hvalpen usikker på nogle nye ting så lad være med at presse den til at finde ud af at det ikke er farligt. Dens medfødte nysgerrighed og gåpåmod vil medvirke til at den efter nogen overvejelse vil undersøge sagen på egen hånd. Du kan eventuelt røre ved den pågældende ting og fortælle hvalpen at den ikke er farlig.

Du må på intet tidspunkt ynke hunden f.eks. ved at fortælle at det den nu er bange for også er farligt Tal til hvalpen i naturligt stemmeleje og få den til at forstå at det ikke er så farligt alligevel.

Hvis du ynker din hvalp, vil den blive ved med at tro at genstanden er farlig og det kan udvikle sig til at hvalpen ikke kan klare sig uden din hjælp.......

Du må fra starten være konsekvent; altså beslutte om hvalpen må komme i sengen og sofaen eller ej. Du må således ikke lade hvalpen komme i sengen eller sofaen en eller to gange fordi det er hyggeligt når den er så lille - husk på hvor stor den bliver. Endvidere er hunde vanedyr og har de fået lov et par gange tror de det er for altid.

Hvalpen har bedre af, at den fra starten ved hvad den må og hvad den ikke må. Hvis der ikke er nogle faste regler for hvalpen at rette sig efter bliver den frustreret og dette kan medføre, at hvalpen bliver svær at have med at gøre. En hund der ikke har regler er ikke en glad hund.

Når du skal lære hvalpen kommandoer skal det være korte kommandoer som f.eks. NEJ og det skal være den samme kommando der benyttes hver gang.

Hunde ser i billeder og kan derfor kombinere en kommando med en oplevelse, derfor nytter det ikke noget at bruge 3-4 forskellige kommandoer til den samme øvelse.

Når hvalpen har fundet sig til ro - det gælder ikke kun de første dage, men under hele opvæksten - skal den også have lov til at få ro. Den må ikke forstyrres, selvom den er nok så lækker når den sover. Den skal altså have lov til at sove og man må respektere dette. Hvis hvalpen ikke får lov til at sove men bliver vækket hele tiden, vil den blive frustreret. Tænk på hvordan du ville have det hvis du blev vækket hele tiden... Nogle hvalpe vil simpelthen finde et sted - under sengen eller andre steder den kan gemme sig for ikke at blive forstyrret, hvis den gentagne gange bliver vækket. Den vil med andre ord ikke være tryg ved at sove i nærheden af jer.

Er der børn i huset skal de ligeledes forstå at hvalpen skal have lov til at sove og de må vente med at lege til den vågner. Børn og hunde sammen volder sjældent problemer. Børnene skal lære at respektere hvalpen og lære at håndtere den rigtigt. Hvis der er tale om små børn, vil hvalpen efterhånden sidestille sig med disse, man skal ikke gå ind og direkte få børnene til at kommandere med hvalpen - selvfølgelig skal de lære at sige nej til hvalpen, men de må ikke "træne" med hvalpen, den risikerer at blive forvirret - idet børn sjældent ved hvornår de skal stoppe.

Børnene skal således forstå at hvalpen ikke er et stykke legetøj. Det er et levende væsen, der skal behandles med respekt og værdighed. Det er derfor din vigtigste opgave at få børnene til at forstå dette. For hvalpens og familiens skyld, bør du ikke lade børn - også de ældre - gå med hvalpen alene uden opsyn.

 

Alene hjemme

Hvalpen skal lære at være alene hjemme og føle sig tryg og sikker ved det.

Når hvalpen er faldet til ro efter et par dage, kan du begynde at lære den at være alene hjemme. Når du går fra hvalpen skal du gøre det på en måde så hvalpen ikke fornemmer at du forlader den, det skal foregå helt naturligt. Hvis du går ud med skraldespanden så vær blot lidt længere væk end normalt. Lad være med at sige farvel til hvalpen og gøre det til en ceremoni hver gang du skal gå. Lad radioen stå tændt og giv hvalpen noget den kan beskæftige sig med så den ikke lægger mærke til at du går fra den. I starten skal du ikke være væk mere end 10-15 minutter. Hvalpen skal være sikker på at du kommer tilbage før den vil være tryg ved at være alene hjemme. Når den er sikker på dette kan du øge den tid du er væk.

 

Motion

Hvalpen skal motioneres regelmæssigt. Du må IKKE løbe eller cykle med hunden før den er udvokset. Meget lange gåture skal i starten undgås selvom det virker som om hvalpen godt kan klare det, vil den være træt, men vil gøre alt for at følge med dig - også selvom i har gået 10 km.

Lad hvalpen lege og løbe det den vil når den er løs, den regulerer selv hvornår den er træt - hvorimod når den er i snor er det dig der bestemmer hvornår den er træt. For meget krævende motion i opvæksten kan skade hvalpens knoglebygning.

 

Træning

Det anbefales at gennemgå mindst et hvalpehold. Her lærer man de mest elementære ting som er nødvendige i hverdagen samtidig med at du lærer om din hunds kropssprog og derigennem kan forstå din hvalp noget bedre. Endvidere vil hvalpen blive socialiseret, hvilket er utrolig vigtigt især under opvæksten. Den vil lære at omgås a ndre hvalpe og voksne hunde på en fornuftig måde, hvilket vil være en hjælp for den i fremtiden. En god ide er fra starten at lære hvalpen NEJ-kommandoen, som kan bruges i alle situationer hvor hvalpen gør noget forkert. Denne kommando har vi brugt, så den vil ikke være ukendt for hvalpene. For at vedligeholde hvalpenes jagt og byttedrift kan det anbefales at trille (kaste) genstande - forsøg så vidt muligt at få hvalpen til at aflevere den til dig når den har hentet den. Hvis du giver en godbid eller kaster en bold når hvalpen kommer tilbage vil den hurtigt finde ud af at der er lækkerier når den afleverer  apporteringsgenstanden.

Hvis hvalpen kommer gående med dine nye sko, så lad være med at skælde den ud, giv den i stedet en af dens egne legeting - som en byttehandel. Det lyder måske underligt, men dette for at undgå konflikter og dels også for ikke at fratage hvalpens glæde fordi den kommer med noget til dig. Hvis den altid får skældud når den kommer med noget til dig vil du muligvis får problemer senere hen, med hensyn til apportering. Hvalpen vil hurtigt forstå at den så kun må tage sine egne ting og lege med.

En sok eller en klud er gode til ruskelege. Ofte ser vi hvalpene ruske en klud til ukendelighed og det er fordi hvalpen "opfatter" kluden som sit bytte den har fanget og dræbt.

Det er en god ide at lege med klude med hvalpen - ruskelege og trækkelege - legen må dog ALDRIG gå hen og blive en kampleg. Dvs. hvis hvalpen forsøger at trække meget kraftigt i kluden eller begynder at knurre så slip kluden og lad hvalpen lege lidt for sig selv. Hvis det går over i en kampleg begynder hvalpen at vise sin dominans over for dig - det er dig der er flokfører og derfor dig der bestemmer det skal hvalpen også vide - selvom I leger.

Lær din hvalp at søge efter godbidder på græsplænen - start med et par stykker og udvid antallet efterhånden som hvalpen bliver dygtigere - brug evt. pølsestykker, leverstykker eller ost.

Hunden stammer fra rovdyr og den har igennem tiderne selv fanget sin mad - mange tror de gør hunden en stor tjeneste ved at give den mad i en skål, men faktisk har man frataget hunden nogle af dens vigtigste funktioner - jagt og byttedrifterne. En hund der får lov til at bruge sine sanser og især næsen er en lykkelig hund.

Når hvalpen er blevet rigtig god til at søge kan man evt. give den maden på denne måde - godt til om morgenen hvor hvalpen skal være alene hjemme om dagen - hvalpen vil være mere træt end efter en god gåtur. Man kan sige at hvalpen vil være mæt, træt og tilfreds.

Hvis disse ting bliver trænet og holdt ved lige vil du også have givet dig selv en gave når du skal til at arbejde videre med din hvalp - på hvalpehold og hvis du efterfølgende vil forsøge dig med brugshundetræning el.lign.

Hvalpen skal hurtigt lære at komme når du kalder. Hvis du har mulighed for det er det en god ide at være to til at starte med. Den ene holder hvalpen og du løber ud, sætter dig på hug med ryggen til hvalpen og kalder på den. Når den kommer skal der roses meget - rigtigt meget.

En hvalp/hund må aldrig få skældud når den kommer hjem - selvom den har taget flere runder og leget lidt - det skal altid være positivt for hvalpen at komme hjem - hvis den forbinder noget negativt ved at komme hjem har man et problem. Derfor skal du også tænke på dit kropssprog når du kalder på hunden - vær afslappet og kald med en glad og lys stemme. Er du blot det mindste irriteret fordi du har kaldt på hvalpen i 5 min. vil den på lang afstand kunne læse det på dit kropssprog, og overveje endnu en gang om den vil komme hen til dig - du udstråler ikke ligefrem noget positivt.

 

God fornøjelse med hvalpen !